Categories
Projekt

Vores digitale ansigt

Du er dataproducent. Du bliver set som data. Dine data bliver analyseret og omdannet til informationer der skal styre forskellige handlinger, alt efter hvem der behandler data, og med hvilket formål. På gymnasiet møder du denne opfattelse, hvis du er elev, ligesom vi alle møder den hvor vi nu befinder os. Samtidig er der for gymnasiet udtalt et politisk ønske om, at dets elever skal “dannes digitalt”, uden at det gøres helt klart hvad denne dannelse indbefatter. Med vores projekt vil vi give et klart og håndgribeligt bud på hvordan læreren og eleverne kan danne hinanden, digitalt.

Vores bud på den digitale dannelse er, at læreren ved at forhandle med hver klasse kan finde frem til, hvad der er rimelige data at registrere og bedømme ud fra for eleverne i denne klasse:

  • Hvad opfatter læreren som min adfærd? Hvad betyder forskellige elementer i min adfærd for hvordan læreren ser mig? Hvordan registrerer læreren min adfærd?
  • Hvordan finder læreren ind til min viden? Giver det mening at lægge min viden (og mine intentioner) til grund for bedømmelse? Hvordan registrerer læreren min viden og mine intentioner?
  • Hvilket informationer får læreren, når han registrerer A, ville det give “bedre” informationer, at han i stedet registrerede B?

Sådanne spørgsmål kan på samme tid skabe rammen om en matematik-faglig samtale mellem lærer og elev eller mellem klassen som helhed og matematiklæreren. Spørgsmålene kan også indramme en refleksion for den enkelte elev om at efterlade spor / registrere adfærd (både “digitalt” og i den mere analoge offline-verden).

I et udviklingsprojekt ønsker vi at sætte denne diskussion igang hos lærere og elever. Projektets kommercielle levedygtighed* kommer fra, at skoler og/eller individuelle lærere ser en fordel i systemet og ønsker at bruge det i krydsfeltet mellem digital dannelse, dokumentation for bedømmelse (og dermed for standpunktskaraktergivning) og det, at eleven oparbejder studiekompetencer i form af refleksion om egen læring. Men også om hvilke (instrumentelle) strategier, der giver gunstig bedømmelse: Så eleven med åbne øjne ser sig selv som dataproducent og fornemmer lidt af, hvilken styring disse data lægger for hendes omverdens handlinger – og hendes egne.

Med en app- / internet-baseret registrering af elevernes adfærd time for time kan læreren og eleven selv se observationer af eleven over et fagligt forløb i undervisningen. Sammen med bedømmelse af afleveringer, online-quiz’er og andre dataspor der har med undervisningen at gøre, bygger vi en prototype at et system, der kan give råd og vejledning (formativ feedback), ligesom systemet kan bidrage til de mere endelige bedømmelser (karaktergivning ved standpunkt – undervejs og ved undervisningens slut).

Note (*): Det forventes, at aktiviteten i dette udviklingsprojekt det første år (fra ultimo 2020) kommer til at ligge på et niveau omkring et par timer om ugen for to-tre personer og dermed vil projektets “kommercielle levedygtighed” ikke betyde at mange fuldtidslønninger skal trækkes hjem, men at der bygges en tillid op om brugen af app’en på linje med Mit Lectio, som retfærdiggør en indtægtsstrøm i størrelsesorden 50.000 kr/år, når skoleåret 2022 går igang i august. Dette beløb ud fra, at der til den tid er kommet 500 lærer-brugere, der har købt årsabonnement til 100 kr.